LOGO

To herlige komedier opføres

på Holbergs egen herregård

Overdådig herregårdsdag søndag den 16. august Ludvig Holbergs Tersløsegaard. Her opføres både ”Pernilles korte frøkenstand” og ”Den forvandlede brudgom”. Desuden forevisning af Holbergs stuer og åben herregårdshave med salg af egne grøntsager, urter og frugter

 

Tersløsegaard nær ved Sorø er en herregård, javel. Men ikke en hvilken som helst. Det var her, det danske teaters fader Ludvig Holberg boede i årene 1745-54. Så det er oplagt, at netop Tersløsegaard på den store landsdækkende Herregaardsdag søndag den 16. august, byder publkum på opførelse af Holbergs komedier. Hele to af disse herlige skuespil opføres på herregårdens havescene. Begge trækker muntre tråde fra 1700-tallet til nutidens aktuelle spørgsmål. ”Pernilles korte frøkenstand” handler om børn, der er blevet fjernet fra deres forældre og siden forbyttede. Det får Holberg en lystig komedie ud af med en intrige, som folder sig ud, da et af børnene som teenager loves bort til en gammel mand i et arrangeret ægteskab! Den anden komedie er ”Den forvandlede brudgom”. Her er en 60-årig giftelysten dame hovedperson i en glat og letløbende en-akter, hvor alle medvirkende er kvinder. Det var Holbergs allersidste komedie (ud af 33), forfattet året før han døde, og skuespillet vidner i bund og grund om hans overbevisning om kvindekønnets duelighed. Ligestilling var dengang en uforfærdet opsigtsvækkende holdning.

Komedierne opføres af Bagsværd Amatør Scene i Holbergs originale versioner med skuespillere iklædt flotte kostumer og Holberghavens scene som smuk kulisse. Det meget velanskrevne amatørteater fra Bagsværd har siden sin start i 1954 indstuderet mere end 150 forestillinger, deriblandt adskillige Holberg-komedier. Tre gange tidligere har teatret gæstespillet på Tersløsegaard med komedierne ”Barselsstuen”,Don Ranudo de Colibradosog ”Den stundesløse”.

Ludvig Holberg købte Tersløsegaard i 1745. Det var dengang et meget stort gods med tusinder af tønder land ager og skov, 148 bøndergårde, tre møller, et teglværk og fem kirker. Herregårdens trefløjede hovedbygning, opført 1739 i barokstil, er i dag museum, omgivet af to hektar have med frugttræer, usprøjtede grøntsager, urter og blomster, indrammet af store avnbøghække i kvadranter. Holberg, der var ugift og barnløs, testamenterede hele godset til Sorø Akademi, som overtog skov- og landbrugsdriften.

Både museet og haven er åben på Herregårdenes dag søndag den 16. august kl. 12-17. Indendøre fortæller museets foreviser om Holberg og Tersløsegaard, mens herregårdens havefolk viser rundt i haven. Desuden er der denne ene dag salg af havens afgrøder såsom ærter, gulerødder, porrer, hvidløg, spidskål, lægeurter, blomsterbuketter og måske tidlige æbler. Fra et havetelt tillbydes endvidere servering af kolde og varme drikke og måske smagsprøver – alt efter høstudbyttet!

Herregårdens dag er et initiativ, der sigter mod at styrke bevidstheden om den vigtige, fælles kulturarv, landets godt 700 herregårde udgør. Det er Herregårdsmuseet Gammel Estrup på Djursland, som med støtte fra NordeaFonden koordinerer begivenhederne på de herregårde, som holder åbent den 16. august.

 

Søndag 16. august kl. 12-17

Herregårdenes Dag: To Holbergkomedier: ”Pernilles korte Frøkenstand” og ”Den forvandlede Brudgom” opføres af Bagsværd Amatør Scene. Forevisning af LudvigHolberg Museet og herregårdshaven. Salg af havens afgrøder og servering af drikkevarer m.m. Læs mere HER.

Entré: 125 kr.

Dagens program:

Kl. 12.00-15.00 : Forevisning af Holberg Museet og herregårdshaven. Salg af havens afgrøder og servering af drikkevarer m.m. i serveringsteltet.

Kl. 15.00 - 16.00 : ”Pernilles korte Frøkenstand” opføres på havescenen

Kl. 16.00 – 16.30 : Pause, serveringsteltet er åbent

kl. 16.30 – 17.00 : ”Den forvandlede Brudgom” opføres på havescenen

Til toppen